Barokken 1600-1750

Barokken i samfundet:

Barokken var en tidsperiode/en stilart inden for arkitektur, billedkunst, litteratur og ikke mindst musik. Perioden varede fra omkring år 1600-1751, og handlede i bund og grund om følelser, det overdådige, det imponerende og det ligefrem overdrevne. Man er ikke helt sikker på, hvor ordet barok stammer fra, men ordet barok betyder uperfekt eller oval perle. Det var også i barokken, at videnskabsmændene Kopernikus, Galilei og Kepler beviste, at jorden ikke var altings midtpunkt. Alt dette var der gjort optakt til i renæssancen.
     Det var altså her i barokken, at man, meget langsomt, begyndte at fokusere mere og mere på videnskaben, og også her kirken begyndte at fylde mindre og mindre – dette varede helt ind i klassikken.
     Folk begyndte også at tænke mere selvstændigt i forhold til, hvad de før i tiden havde gjort.

Musikken i barokken: 

Musikstilen i barokken kendetegnes ved at være streng i forhold til takt, tempo og rytme. Ligeledes betegnes den for at være harmonisk, indviklet, melodisk, vanskelig, unaturlig og ikke mindst fyldt med dissonanser. Barokmusikken blev for det meste kun spillet i kirken og ved hoffet. Ved hoffet spillede man kun musik, fordi det viste, at man havde penge til at ansætte nogle så overdådige som musikere.
     I kirken forbandt man barokmusik med himmelsk lovsang og englekor. Barokmusikken i kirken var skrevet til ære for Gud. Barokken handler også om kontraster fx lys/mørke og solist/orkester. I barokken sagde man, at det ikke handlede om at musikeren skulle være en stemning, ligesom i romantikken, men om at musikeren skulle vise en stemning. Et godt eksempel på at vise en stemning, er Lascia Ch’io Pianga af Händel, som kan høres her: Farinelli, Lascia ch'io pianga

Barokken i de forskelle dele af Europa

Operaens oprindelse

Operaen blev opfundet omkring 1600-tallet i Firenze, altså i begyndelsen af barokken. Den blev opfundet af de adelige italienere, og inspirationen til operaen kom fra antikken, og deres gudesyn. Den første opera var: ”Orfeo” af Monteverdi. Den var skrevet over den græske fortælling om Orfeus og Eurydike. Den rummer både en arie og en reccitativ arie. I en reccitativ-arien handler det stort set kun om teksten. Hvis man sang en arie sidst i barokken betød teksten ikke så meget. Det handlede i højere grad om, at vise hvad man teknisk kunne præstere, og om at vise en stemning. Det tekniske inden for sang kunne fx. være store spring fra dybe til høje toner, og det at synge hurtigt over en stavelse med mange toner. 

I barokken kom kastratsangerne frem. Kastratsangere var drenge, der blev kastreret, og derfor kunne synge sopran-stemmen hele deres liv, da deres stemmer aldrig gik i overgang. For det meste var det fattige familier, der solgte deres drengebørn til kirkerne, for at kunne overleve. Kirkerne kastrerede så drengene, og gjorde dem til kastratsangere. I 1580-1590, lige før barokken, overtog kastraterne kirkemusikken i stedet for falsetisterne (mandelige sangere, der kan ramme det høje register), og fulgte hurtigt med på operabølgen. De vigtigste stemmer i barokken var sopran og tenor.

Her er et eksempel på en sanger, der viser sin teknik: Agitata Da Due Venti fra "La Griselda"

I Venezia åbnede to romere det første offentlige operahus. De betalte selv for det. Logerne blev udlejet til adelige og rige borgerfamilier, mens de mindre rige kunne købe pladser på parketterne. I begyndelsen var parketterne uden stole, men senere hen blev der så sat stole ind, mens de bagerste rækker blev holdt frie som ståparketter, ligesom vi kender det i dag. I Italien havde man ligefrem såkaldte "udsmidere" ansat, hvis publikum lige pludselig brød ud i slagsmål og tilråb. Det kan sammenlignes med nutidens fodboldkampe, hvor det samme problem finder sted.


Farinelli
Denne video handler om verdenskastraten Farinellis liv.

                                  

                             Barok-instrumenter

Barokken - dengang og i dag

Strygerne har forandret sig meget fra barokken til dem vi kender i dag. Violinerne havde blandt andet ikke noget hagebræt, og buerne var mere væld-vedet, og lette, så man kunne lave hurtige strøg. Desuden var instrumenterne stemt anderledes.

Violin familien: En violin er et strengeinstrument med fire strenge som normalt har et G som laveste tone. Violinen er kendt som sopranen blandt strengeinstrumenter. Violinen er et fleksibelt instrument, der kan bruges til mange stilarter af musik. En person der spiller violin kaldes en violinist.  

Bratsch/Viola/Alto: Er et strengeinstrument i braccio - eller violin familien. En Violas grundtone er et C. Bratschen er alten i strygerene. Viola lyden har en dybere og mere mættede tone end violinen. En person der spiller Bratsch hedder en Bratschist. 

Cello: Er et fire-strenget instrument, som ligger en oktav dybere end bratschen. Det oprindelige udtryk cello betyder lille Violone(Bass), som er en italiensk diminutiv af dette ord. En person, der spiller cello, kaldes en cellist. Celloen blev først udviklet i slutningen af 1600-tallet efter instrument beslutningsoptagelsen i Bologna. I løbet af 1700-tallet var cello et populært instrument i Nordeuropa, men det var ikke før ca. 1750, at størrelsen af ​​instrumentet blev standardiseret. Det er blevet et populært instrument, der anvendes i flere sammenhænge; som et solo instrument, som et af flere instrumenter i en strygekvartet, i et orkester, i en trio, en duo, og som et hovedinstrument i et symfoniorkester. 

Kontrabas/Violone: Er det største og dybest-klingende instrument i strygerfamilien. Kontrabassen kan spilles stående eller siddende på en høj taburet. Kontrabassens oprindelse kan spores tilbage til renæssancen, ca. i 1500-tallet, hvor den var en del af diverse bas-violiner. Kontrabassen har været meget genkendelig i forhold til lignende instrumenter, i det, at dens hals er kort og med en bred krop.

Lutten: Ordet lut kommer fra det arabiske ord a-´ῡd, som betyder træ. En lut er et pluknings-instrument med en pæreformet resonanskasse og et gribebræt. Instrumentet kom til Europa i 900-tallet fra Arabien. Lutten var et meget populært instrument i middelalderen og renæssancen, men instrumentets popularitet faldt kraftigt i slutningen af barokken, da tasteinstrumenterne kom frem (fx. Cembalo). En lut har flere strengepar som hver er stemt unisont eller i oktav. Tidlig i 1500-tallet var lutten et relativt enkelt instrument med seks strengekor, men blev mere kompliceret, og i baroktiden fandtes der varianter med op til tretten kor. Barok-guitaren, med fem strenge og den senere seksstrengede romantiske-guitar, fortsatte med at udvikle sig efter at lutten var blevet umoderne.

Cembalo: Er et musikinstrument, som spilles vha. et klaviatur, som sætter strengene i bevægelse ved at knipse dem. Cembaloet var et almindeligt tasteinstrument fra det 16. århundrede til det 18. århundrede, og anvendes i dag hovedsageligt ved fremførelse af renæssance- og barokmusik. Desuden er der i det 20. århundrede skrevet en del kompositioner for instrumentet, ligesom det anvendes i andre musikgenrer. Cembalo blev ofte stemt i den toneart man skulle spille i.

Drejelire: En drejelire, også bare kendt som en lire, er et strengeinstrument med rødder i middelalderen. Instrumentet betjenes med et håndsving forbundet med et hjul, placeret delvist inde i klangkassen. En række strenge spændt ud henover hjulet (der smøres med harpiks som en violinbue), sættes i svingning når håndsvinget drejes med musikerens ene hånd. Med den anden hånd betjenes en række taster (ordnet som et klaviatur), så spilleren kan afkorte strengen/strengenes mensur, for på den måde at ændre tone/tonen. Antal strenge og taster varierer fra instrument til instrument, ligesom lyd og udseende.