Renæssancen; genrer, komponister & instrumenter

Komponister

Palestrinas musik

Størstedelen af Palestrinas messer var såkaldte parodimesser.
Den anden halvdel at Palestrinas messer var parafrasemesser, som kan forklares på denne måde: Gregorianske melodier lægges i overstemmen, hvor de udsmykkes. Et eksempel på dette kunne være Missa L'homme armé fra 1570.
I Renæssancen eksperimenterede komponister meget med kromatik, ordmaleri og fri dissonansbehandling, men ikke Palestrina der skrev i en konservativ, men sober og ren stil.
Palestrina havde en meget bestemt mening om, hvordan man skrev musik. Dissonanser måtte kun falde på svage slag, og hvis man foretog et forholdsvist stort spring skulle der umiddelbart efter være en nedgang.

Monteverdis musik

Ifølge historikeren Giovanni Artusi skelnede Monteverdi mellem to forskellige skrivemåder: Prima prattica (den første praksis) som følger de ældre musikteoretiske regler, og seconda prattica (den anden praksis) repræsenterer monodien, som især blev anvendt til madrigaler og operaer – Hvilket var Monteverdis speciale. 

Inspireret af ideen om sammenhæng mellem tekst, harmoni og rytme, eksperimenterede Monteverdi meget med rytme og bestemte emotionelle tilstande.  Monteverdi udviklede madrigalerne fra at være traditionelle vokalstile til at være dramatiske stykker, hvor orkesteret støttede sangstemmerne.

Genren Operas første mesterværk var Monteverdis L'Orfeo.

Thomas Tallis' musik

Thomas Tallis er kendt for sin berømte 4o-stemmige Spem in Alium og han beskæftigede sig for det meste med kirkemusik.

I Renæssancen så man mere let på musikken, så havde man ikke 40 kor sangere til at synge Spem in Alium, kunne de sagtens erstattes af diverse instrumenter.

Spem in Alium er en motet, hvilket var en af de mest kendte satsformer i Renæssancen (hvilket du kan høre mere om i vores video om Musik i Renæssancen.

Igennem hans liv skrev Thomas Tallis mange salmer til den engelske kirke.

Instrumenter

Lutfamilien:

En lut er et strengeinstrument som spilles med fingrene eller plekter. Siden 1500-tallet spilles den dog oftest med fingrene. Lutten er oprindeligt et asiatisk instrument og har i teoriet eksisteret i mere end 4000 år. Den kom til Europa fra Mellemøsten omkring år 700, men blev først rigtigt udbredt i renæssancen. Dens danske navn stammer fra det arabiske al-'ūd, hvilket kort sagt betyder træ eller instrument af træ. Lutten er pæreformet med et enkelt lydhul og 5-13 dobbeltstrenge (to strenge, som sidder sammen) også kaldet kor. Takket være dobbeltstrengene, var lutten et af de første instrumenter, som kunne spille polyfont med sig selv.
Lutfamilien består af cister, mandola, mandolin, lut, teorbe chitaronne og ærkelut.

Viol- og violafamilien:

Violfamilien også kaldet gamber (viola da gambas) er en instrumentfamilie bestående af strygerinstrumenter man har på lårene eller mellem benene. De har 6-7 strenge (oftest 6) stemt i kvarter. Violer stryges med en bue tilsvarende en tysk kontrabas bue. Ligesom violiner og violaer har violer to lydhuller, men de adskiller sig fra de andre strygeres ved at være formet som c'er fremfor f'er. Oprindeligt kommer violer fra Spanien, hvor de først er set midt i 1500-tallet. I renæssancen var de det andet mest populære instrument, kun slået af lutten, men de gik af mode allerede i anden halvdel af 1600-tallet. Violer findes i 5 varianter; Diskant, alt, tenor og to forskellige basser, hvoraf den ene er kontrabassens forfader violonen (stor viol).
På illustrationen th. ses desuden også en viola bastarda (4) og en lyra de braccio (5).
Violafamilien også kaldet violinfamilien eller viola da braccios er forskellige strygerinstrumenter beregnet til enten at have mellem benene eller på armen (braccio). De har fire strenge og lydhullerne er formet som f'er. Violaer er fra den sidste del af renæssancen/den tidlige barok. De blev strøget med buer der minder om om en tysk kontrabas bue ved froschen, men spidser til i enden.
Violafamilien består af: Violin (lille viola, ill. tv. nr. 4), bratsch (oprindeligt viola), cello (oprindeligt violoncello, stor violin eller lille stor viola), bas viola (tidlig cello, oprindeligt basso viola da braccio, ill. tv. nr. 6), tenor violin/viola (ill. tv. nr. 5) og piccolo violin (violino piccolo, lille violin el. lille lille viola, ill. tv. nr. 3).
De mest almindelige violaer i dag er violinen, bratschen og cello, som stryges med fransk bue. Desuden har man udviklet instrumentfamilien violin octet baseret på violinen.
På illustrationen ses desuden afbilledet en rebec (nr. 1) og en tanzmeistergeige (nr. 2).
Jeg ved desværre ikke, hvad nr. 7 og 8 på illustrationen tv. er.