Barok: Fuga

Fuga

Fuga

En fuga er bygget over et tema, som imiteres lidt efter samme princip som i en kanon. Fugaen er en vigtig satstype inden for polyfonisk musik, men kan ikke rigtig ses som en musikalsk form på samme måde, som rondoen er det. Det er snarer en kompositionsteknik, hvor idéen er, at stemmerne imiterer hinanden.

     Hvis du har en monotematisk fuga, har vi kun ét tema, der går igen. En sådan fuga begynder med temaet i én stemme i hovedtonearten. Dette kaldes dux (fører). Senere gentages temaet så i en anden stemme, men nu i dominanttonearten. Dette kaldes Comes (følgesvend). Sådan går det for hver stemme du sætter på. Dux, comes, dux, comes osv. Når den sidste stemmeindsats har påbegyndt melodien og er afsluttet, har vi afsluttet ekspositionsdelen og stemmerne kan gå videre til et mellemspil. En fuga har altid flere gennemspilninger, hvoraf den sidste er i hovedtonearten.

     Kort fortalt består en Fuga af en ekspositionsdel, hvor alle stemmerne præsenteres med melodi. Ekspositionsdelen efterfølges af gennemføring og mellemspil, indtil den afsluttes med en coda.

     Gennemspillet er karakteristisk ved at have en streng tematisk kontrapunktik, der bliver efterfuldt af det noget løsere mellemspil.

     Under en gennemføring er reglerne meget strikse. Hver gang melodien kører i en ny stemme, findes kontrastemmen i en anden stemme. I mellemspillene er det mere frit. Her laver stemmerne lidt, hvad de lyster.

     I dobbelt- eller tribeltfugaer startes stykket med to eller tre stemmer på én gang, der så finder hinanden til sidst.

     Dux og Comes er ikke nødvendigvis helt ens. Når de er, kaldes det en real fuga, men indimellem kan det, af hensyn til harmonien, være nødvendigt at ændre lidt på intervallerne. Så kaldes det en tonal fuga.

     Af fugaer kan nævnes Fuga II i c-mol af J.S. Bach.